Hos HM Systems har vi i 2024 sat ekstra fokus på bæredygtighed både når det handler om vores produkter, processer og partnerskaber.
Vores ESG-rapport giver et indblik i det arbejde, vi har lavet, og de spor, vi gerne vil sætte for fremtiden.
Her har vi samlet nogle af årets vigtigste nedslagspunkter.
Vi har i 2024 haft fremgang i både omsætning og antal leverede løsninger.
Selvom vi har oplevet vækst i både omsætning og aktivitet i 2024, er vores samlede CO₂-udledning kun steget minimalt. Det viser, at vores grønne tiltag, som solceller, LED og energieffektive biler, har haft en tydelig effekt.
Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning og understreger, at vi kan vækste uden at gå på kompromis med klimaambitionerne.
2024 markerede også en vigtig udvikling i vores arbejde mod at blive en mere bæredygtig virksomhed. Vi har nu et komplet klimaregnskab for hele vores virksomhed.
Det gør os i stand til at arbejde langt mere præcist med vores data og give vores kunder et klart billede af, hvordan vi måler og forbedrer os. Det er vigtigt for transparens, og for at kunne sætte de rigtige mål fremadrettet.
Et andet vigtigt skridt i 2024 har været vores sociale ansvarlighed.
HM Systems blev i år tildelt Haderslev-mærket som anerkendelse for vores indsats for at inkludere mennesker, som ellers har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet.
"Vi har altid sagt, at det vigtigste hos os er viljen og ikke CV’et. Når mennesker får lov at vokse i et trygt og fagligt miljø, kan der ske store forandringer, både for den enkelte og for fællesskabet," siger Michael Rix, CEO i HM Systems.
Det sociale ansvar mærkes også internt: Vi har etableret kantineordning, tilbudt efteruddannelse til adskillige medarbejdere og arbejdet målrettet med trivsel og arbejdsmiljø.
Vi har i år videreudviklet vores Linerfree-løsning og været i tæt dialog med både kunder og leverandører for at finde endnu mere bæredygtige alternativer til etikettering.
Samtidig har vi arbejdet målrettet på at reducere materialespild i vores produktion og gøre vores emballage endnu lettere at genbruge.
De skridt vi tager, tager vi ikke alene.
Vi tror på, at vi kommer længst, når vi udvikler os sammen med vores kunder og samarbejdspartnere.